søndag den 26. december 2010

Før og efter

Hvis jeg beder dig om at tænke på en oplevelse, hvor den gjorde, at der med ét opstod et Før oplevelsen og et Efter oplevelsen. Hvad tænker du så på?

Mange vil sikkert spontant tænke på fødslen af deres første barn, ægteskabet eller en forældres død.
Men der er vel mange mindre voldsomme begivenheder, som også kan komme under denne kategori eller betegnelse om man vil. Før og Efter. Hvad tænker du på?

Når jeg griber i egen barm, tænker jeg også fødslen af særlig mit første barn, men sandelig også da mmit andet barn kom til verden. Kunne det virkelig ske endnu engang dette vidunder? Ja, det kunne det.
Jeg tænker på alvorlig sygdom, som prompte satte mange hidtil vigtige ting i relief. De var pludselig ikke så væsentlige.
Jeg tænker på en skilsmisse, boligmangel, pengemangel, dog ikke i nævnte rækkefølge.
Jeg tænker på en fyreseddel.

Der er desværre overvejende deprimerende oplevelser, men hvad med de gode?

Hvad med næste kapitel om jeg så må sige, kapitlet efter skilsmissen, boligmanglen, pengemanglen, helbredet osv. ? Efter den hårde tid, kom reflektionen og dernæst begreber som taknemmelighed, ydmyghed og glæde.

Hvad tænker du på med overskriften Før og Efter?

Venlig hilsen
Gitte

Den Gode Samtale

1. officielle blogindlæg.

Jeg har valgt navnet Den Gode Samtale, da jeg savner samtaler mellem mennesker, hvor vi øver os i at lytte.
En samtale, som er planlagt mellem to mennesker og hvor der er afsat tid til samtalen. Måske aftaler man at bruge x antal minutter på samtalen, måske ikke. Det primære er, at modtageren er indstillet på at lytte.

I Den Gode Samtale skal der være mulighed for at tale uden at blive afbrudt eller blive rettet på. Det skal være muligt at tale frit for leveren uden at blive dømt. Hvis den talende person ønsker det, skal det være muligt at tale uden at skulle lytte til modpartens erfaringer udi emnet.

Inden samtalens begyndelse kan det aftales om lytteren skal eller må komme med gode råd. Der kan evt. også aftales om lytteren må eller skal stille spørgsmål til det fortalte.

Derudover kan der aftales om samtalen skal vare f.eks. en halv time, hvorefter man stopper op og kvik-evaluerer samtalerammerne.

Vel. Dette var en kort begyndelse på mine blogindlæg.